Åh Oliver

Efter mit farlige møde i fredags ringede jeg til Oliver og græd og græd. I stedet for at mødes på en café mødtes vi hjemme hos mig, hvor han holdt om mig og var helt fantastisk.

Jeg var en smule blå i hovedet, men det var alt. Vi talte hele natten om min mareridtsagtige oplevelse og om os to. Mærkelig nok, havde jeg det ikke dårligt over, at Per Dollerup var gået under vandet og efter al sandsynlighed var druknet. Det havde været ham eller mig, og havde han sluppet væk, havde jeg skulle se mig over skulderen resten af livet Både Oliver og jeg var enige om, at jeg aldrig skulle fortælle det til nogen – det var vores hemmelighed.

Det vigtigste for mig lige nu var Oliver, og da han endelig rakte frem mod mig og kyssede mig, var det som mit hjerte fløj. Vi elskede og snakkede hele natten og var begge enige om, at vi aldrig mere skulle være fra hinanden. Og så var det Oliver fortalte mig noget meget overraskede. Jeg var ikke den eneste, som var blevet kontaktet af en headhunter.

0 Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for kommentarer til denne artikel. TrackBack URI

Skriv en kommentar