Med Olivers job hører den fedeste villa med udsigt over Sidney Harbour – et stenkast fra stranden. Vi kiggede på hinanden, og så tog vi beslutningen uden at tøve. Familien og mine venner var overraskede men forstående. Vi trænger begge to til noget nyt, og hvad kan være bedre end at rejse ud i verden med den, du elsker.

 Så kære venner og læsere, det bliver det sidste, du kommer til at høre fra mig lige nu. Jeg får alt for travlt med at etablere et nyt liv, når jeg kommer frem til Sydney. Mine venner og familie har allerede lovet at komme på besøg, så vi bliver ikke ensomme. Slet ikke, hvis det jeg tror, er rigtigt. Jeg kunne mærke det allerede efter to dage, og kald mig bare fjollet, men jeg er helt sikker på, at der er en lille på vej.

Resultatet af Olivers og min genforening i sidste uge, hvor vi ikke lige nåede at passe på. Jeg har aldrig været gladere for at glemme noget, og når jeg fortæller det til Oliver Juleaften, så håber jeg, han bliver glad. Selv håber jeg mest på, at barnet får Olivers blå øjne, for de er de smukkeste i hele verden.

Vi ses, og ha’ en rigtig glædelig jul og et fantastisk nytår.
Knus fra Izabel Camille pigen

Jeg var en smule blå i hovedet, men det var alt. Vi talte hele natten om min mareridtsagtige oplevelse og om os to. Mærkelig nok, havde jeg det ikke dårligt over, at Per Dollerup var gået under vandet og efter al sandsynlighed var druknet. Det havde været ham eller mig, og havde han sluppet væk, havde jeg skulle se mig over skulderen resten af livet Både Oliver og jeg var enige om, at jeg aldrig skulle fortælle det til nogen – det var vores hemmelighed.

Det vigtigste for mig lige nu var Oliver, og da han endelig rakte frem mod mig og kyssede mig, var det som mit hjerte fløj. Vi elskede og snakkede hele natten og var begge enige om, at vi aldrig mere skulle være fra hinanden. Og så var det Oliver fortalte mig noget meget overraskede. Jeg var ikke den eneste, som var blevet kontaktet af en headhunter.

På vej mod Amager i myldretrafikken fik jeg så den opringning, jeg havde håbet på hele dagen. Oliver. Oliver med de blå, blå øjne. Han sagde, at han ikke kunne lade være med at tænke på mig, og han havde noget, han ønskede at tale med mig om. Kunne vi mødes senere? OM, ja en million gange! Jeg forklarede, hvor jeg var på vej hen, og vi aftalte at mødes på en tapas-bar til aftensmad efter mit møde med headhunteren.
Jeg tjekkede lige min Mulberry-taske og smilede, da jeg konstaterede, at jeg havde en sort top og et par store øreringe liggende i bunden. Man ved jo aldrig, hvad man kommer ud for, og så er det rart at have en backup plan.
Det var svært at finde caféen, som skulle ligge i forbindelse med en parkeringsplads ude ved strandparken. Her var ved at blive mørkt, og da jeg endelig fandt caféen ude ved vandet, var den lukket. Tilsyneladende var det et sommersted, som lukkede allerede i september.
Det virkede meget utjekket af headhunteren at foreslå det her sted, men måske vidste han ikke, at caféen var lukket. Jeg besluttede mig for at give det fem minutter, inden jeg drog videre. Her var øde som kun en strand om vinteren kan være. De eneste lyde var vinden og flyene på vej ind mod Kastrup Lufthavn.
Her var faktisk temmelig uhyggeligt, nu da jeg tænkte over det. Pludselig hørte jeg en lyd bag mig, men før jeg kunne nå at reagere, fik jeg et slag mod hovedet.  Den sidste tanke inden jeg ramte fliserne var: Bare jeg ikke smadrer mit ansigt. Da jeg kom til mig selv, blev jeg slæbt af en mand ud mod en gammel badebro som det kolde vand skyldende ind over.
Jeg kunne ikke tænke klart på grund af slaget, men da manden et kort øjeblik vendte sig mod mig, frøs mit hjerte til is. Det var Per Dollerup. Manden, som havde myrdet Nicole, og som hadede mig for at have fældet ham. Han havde ringet og udgivet sig for at være en headhunter vel vidende, at jeg aldrig ville fortælle mine arbejdskollegaer om mødet.
Faktisk var det eneste menneske, der, vidste hvor jeg var, Oliver. Da han skubbede mig ned i vandet, ramte kulden mig som en hammer, men det vækkede mig også. Han forsøgte at holde mig ned, men jeg er stærk. Meget stærk. Til sidst blev han nødt til at træde ud i vandet for bedre at kunne holde mig ned og på en eller anden måde fik mine fødder fodfæste. Mine høje hæle borede sig ned i vandet, så jeg stod godt fast. Jeg kunne se en begyndende panik i hans øjne over, at han ikke kunne drukne mig så nemt, som han vel havde troet.
Men jeg skulle ikke dø, jeg skulle mødes med Oliver. Vi kæmpede vildt og pludselig gled han. Hans tøj trak ham ned og gjorde ham tung, så begyndte jeg at trække ham længere og længere ud. Mit tøj var meget lettere, og min jakke var forsvundet. Jeg kunne ikke længere mærke kulden, og jeg har altid været en usædvanlig god svømmer. Hans dunjakke og hans jakkesæt var efterhånden som bly, og nu var det ham som kæmpede for at holde sig oppe. Da han gik ned under, rev jeg mig løs og svømmede ind mod land.

Han så fantastisk ud og hans blå øjne glimtede af anerkendelse, når jeg talte. Da jeg fremlagde mine sidste argumenter, vidste jeg, at jeg havde vundet sagen. Oliver gik hen til mig efter de tre dommere havde trukket sig tilbage.
Straffen ville blive bekendtgjort inden for få dage. Oliver smilede til mig:” Flot klaret. Du vidste vist, hvor du havde mig hele tiden.” Han blinkede til mig, og jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvad han mon mente med det? Havde vores forhold alligevel en chance?

I morges fik jeg så beskeden. René fik 6 måneders ubetinget fængsel og skal tilbagebetale omkring 14 millioner. Ha, hun bliver knap så lækker i joggingsæt uden en øre!
Jeg er blevet ringet op af stort set alle, jeg kender: Mine venner, min familie og kollegaer i branchen. Alle har ringet for at sige tillykke, for sagen har været blæst op i pressen.

Lige før jeg skulle hjem, fik jeg en opringning fra et stort headhunting-firma, som ønskede et møde med mig i morgen eftermiddag. Konsulenten kunne ikke komme nærmere ind på tilbuddet, med mindre vi mødtes ansigt til ansigt. Han var imponeret over mine resultater i sagen mod René, og han var meget insisterende.

Vi aftaltes at mødes efter arbejde i morgen på en lille, diskret café, han kendte, ved vandet i Amager Strandpark.

I skabet faldt valget på en lækker rød silkestrik, som nærmest klæbede til min krop, men jeg kunne bære det, fordi jeg er så slank og trænet. Dertil jeans og frække røde Jimmy Choo-sko og mine Izabel Camille øreringe. Vi mødtes til et par drinks før koncerten, og vi var i højt humør, da vi troppede op til koncerten i lille Vega.

Jeg troede, det var løgn, da jeg spottede Oliver blandt tilskuerne. Var den mand alle steder? Thomas havde også set ham og spurgte om, jeg ville gå, men det afviste jeg. Jeg skulle se rigtig meget til ham fremover, så jeg kunne lige så godt begyndte at vænne mig til det.

Musikken var så fantastisk, at jeg næsten svævede, da koncerten sluttede. Thomas tilbød at køre mig hjem, men der var ikke særligt langt hjem, så jeg insisterede på at gå. Den kølige efterårsluft var lige, hvad jeg trængte til. Da jeg kom til min opgang, fik jeg et chok, da en mand pludselig trådte ud af skyggen, og et kort sekund troede jeg, det var Per Dollerup, der kom for at hævne sig, men det var Oliver. Jeg var helt paf, og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Han gik hen i mod mig og pludselig kyssede vi helt vildt. Det var fantastisk, men så rev han sig løs og sagde. ”Nej, nej. Det går ikke. Du sårer mig bare igen.”

I næste øjeblik var han væk, og jeg stod åndeløs tilbage.

Der sad den høje, smukke kvinde, som jeg havde set Oliver sammen med på en frokostrestaurant for bare et par dage siden. Ved siden af hende sad også Oliver. Jeg var lidt fortumlet og overvejede et splitsekund, om jeg var mødt op på det forkerte tidspunkt, men jeg er altid punktlig, så det, vidste jeg, ikke var tilfældet.

Pludselig forstod jeg, at Rene Roitfeldt ikke var en mand men en kvinde, og at Oliver og hende havde haft et møde om denne sag den dag, jeg så dem. Hun havde tilsyneladende skiftet de ukendte advokater ud med byens stjerneadvokat Oliver.

 Jeg havde svært ved at fatte mit uheld. Oliver nikkede til mig, og hun smilede igen sit nedladende smil. Hun fik hårene i nakken til at rejse sig på mig. Jeg noterede mig, at hun var en anelse mere tækkelig klædt, men hun var stadig alt for nedringet for min smag.

Heldigvis så jeg selv fantastisk ud i en blå top og med de nye store øreringe fra Izabel Camille´s Cristmass collection (der kommer på gaden i starten af december) var jeg ikke til at skyde igennem. Som ventet erklærede hun sig uskyldig i alle anklager, og Oliver forklarede, at det var Sanne Sidenius manglende interesse og overblik for egne handlinger, som gjorde, at hun fejlagtigt troede sig bedraget.

Det ville blive en hård sag med en svær bevisbyrde, men jeg var så klar til kampen, at jeg næsten sydede. Ude på gangen forsøgte jeg at gå hurtigt forbi Oliver og René Roitfeldt, men han gik hurtigt efter mig og tog min hånd. Det var som at få elektrisk stød. Han virkede også meget påvirket af berøringen og fik kort sagt noget om, at den bedste mand eller kvinde måtte vinde. Det havde han helt ret i, og den kvinde var mig.

Det var vigtigt, at jeg følte mig præsentabel, for jeg skulle mødes med min nye klient. Hun var den kendte danske skuespillerinde Sanne Sidenius, og hun fyldte hele mødelokalet med sin høje, klangfulde stemme. Selvom hun virkede overvældende i sin fremtoning, kunne jeg sagtens fornemme en stor skrøbelighed inden i hende.
Hun havde i blind tillid overladt sin økonomi til revisoren Rene Roitfeldt, og han havde tilsyneladende drænet hendes konto for millioner. Det var først i forbindelse med et huskøb, at hun havde opdaget, hvor slemt det stod til.

Hun forklarede: ”Der burde stå mange, mange penge på min konto, og derfor var jeg meget overrasket, da jeg fik afslag på finansieringen af et hus til 6 millioner. Det fik mig til at gennemgå mine værdier for første gang i mange år, og jeg fik et chok. Langt over 15 millioner er væk uden forklaring. Jeg gik René på klingen, men jeg fik ikke nogen ordentlig forklaring. Det var noget med, at jeg havde tabt en masse penge på aktier, men jeg ved med sikkerhed, at jeg aldrig har sagt ja til at investere i aktier, fordi jeg som ung tilbage i 80erne tabte alt på aktier. Derfor har jeg aldrig turdet.
Pludselig gik det op for mig, at jeg var blevet bedraget, og jeg valgte at politianmelde René. Desværre virker det som om, at René har forfalsket min underskrift på nogle af disse mystiske aktietransaktioner.”

Jeg lyttede opmærksomt til hende og forklarede, at vi ville få mere at vide i morgen, efter vi havde været til det indledende retsmøde, hvor også René og hendes advokater var til stede. Det var nogle advokater, jeg ikke kendte til, så de udgjorde ikke umiddelbart en trussel!

Vi var netop ved at tale om beviserne i sagen, da Oliver trådte ind i restauranten med en strålende smuk kvinde. Det gav mig et chok at se, hvor glad og stærk han så ud, så kort tid efter han var sluppet ud af fængslet. Hun grinede højt af noget, han sagde, og hun lagde kælent sin hånd over hans. Hendes hår var langt og sort, og hun var høj, atletisk og klædt i den mest fantastiske kjole fra Boss.

Jeg havde selv prøvet den på men havde lagt den tilbage, fordi jeg synes, den var en anelse for vovet. Less is more er mit motto. Det var en beslutning, hun tilsyneladende ikke var enig i, for kjolen var temmelig nedringet og meget kort. De fleste mænd i lokalet kiggede anerkendende på hendes udstillede former, og tilsyneladende virkede Oliver så optaget af deres snak, at han ikke engang registrerede, at jeg var i lokalet.
Thomas kiggede på mig. ”Det må være svært at se ham her, efter alt det i har været igennem.” Jeg nikkede. Han havde tidligere spurgt mig, om Oliver og jeg stadig var sammen, så han kendte situationen. ”Ved du, hvem hun er?”, spurgte jeg. Thomas rystede på hovedet og kaldte på tjeneren, så han kunne betale regningen.

Vi bevægede os hen mod døren, og nu så Oliver mig endelig. Han rejste sig med det samme og gik hen og hilste. Han var overdrevent høflig. Det var tydeligt, at han også fandt situationen pinlig. ”Oliver”, kaldte hans ledsager, og han sagde farvel og gik hen til hende. Hun smilede nedladende til mig, og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at hun var smuk også tæt på.

En lille sejr fik jeg dog, for jeg kunne mærke Olivers øjne i nakken hele vejen ud.

I morges blev vi kaldt ind til et møde af bestyrelsen. Politiet er ikke i tvivl om Per Dollerups’ skyld, og derfor blev Thomas Holt forfremmet til chef for advokatfirmaet, som nu står uden formel leder. Jeg kunne se, at det ikke behagede nogle af de ældre advokater, som har været i firmaet langt længere end ham, men bestyrelsen lagde vægt på, at han var den mest rutinerede og vindende advokat i gruppen.

Noget af det første, han gjorde, var at kalde mig ind på sit kontor. Han fortalte mig, at jeg var en af de advokater, som han ventede sig allermest af, og at han glædede sig til at drøfte min nye sag med den kendte danske skuespillerinde med mig. Måske kunne vi spise frokost sammen i morgen og drøfte min taktik.

Jeg nikkede og smilede. Thomas og jeg havde fået et langt tættere forhold efter, at han havde reddet mig fra Per Dollerups angreb. Han havde taget med mig på politistationen og havde naturligvis selv afgivet en forklaring, som havde renset Oliver.

Jeg mistænkte ham for at have følelser for mig, men han var mere end 12 år ældre end mig, og han havde prøvet så meget, så muligvis tog jeg fejl?

Jeg ventede på ham uden for politistationen, og pludselig stod han der. En lille smule blegere, en lille smule tyndere, men det hærgede look klædte ham, og hans blå øjne glimtede. Jeg havde helt glemt, hvor høj og rank, han er. Vi holdt om hinanden i en evighed, før vi gav slip. Vi havde rigtig meget at snakke om, og han foreslog, at vi kørte et sted hen for at snakke.

Han fortalte mig, at han sagtens kunne forstå, at jeg handlede, som jeg gjorde. Hvis han havde været Nicoles morder, havde åben dialog ikke nyttet noget, og han var utrolig glad for, at jeg bagefter havde kæmpet for at komme til bunds i sagen. Vi var også begge enige om, at det var skræmmende, at politiet endnu ikke havde pågrebet Per.

Men så var det, han smed bomben. Selvom hans fornuft forstod mine handlinger, så kunne hans hjerte ikke glemme, at jeg havde tvivlet på ham. Det vidste han nu. Der var mange andre af hans venner og kollegaer, som aldrig havde været i tvivl, og derfor gjorde det ekstra ondt, når den person, han havde været allermest glad for, ikke havde troet på ham.

Tårerne fyldte mine øjne, og hans brug af datid om sine følelser for mig kimede for mine øre. Med andre ord kunne han ikke klare at fortsætte forholdet til mig. Det gjorde alt for ondt. Selvfølgelig havde jeg været bange for, at dette kunne ske. Jeg havde trods alt udleveret ham til politiet, men jeg håbede, at vores følelser for hinanden havde kunnet bære os over det. Men nej, han ville ikke mere, og det var hjerteknusende, for jeg har aldrig været mere forelsket.