Møde med døden

Jeg havde næsten glemt mødet med headhunteren, da han ringede omkring kl. 16.00 i fredags for at sikre sig, at jeg var på vej. Pokkers. Skyndte mig ud på toilettet og konstaterede, at skjorten og nederdelen stadig var præsentable sammen med mine lange støvler og Izabel Camille smykker.

På vej mod Amager i myldretrafikken fik jeg så den opringning, jeg havde håbet på hele dagen. Oliver. Oliver med de blå, blå øjne. Han sagde, at han ikke kunne lade være med at tænke på mig, og han havde noget, han ønskede at tale med mig om. Kunne vi mødes senere? OM, ja en million gange! Jeg forklarede, hvor jeg var på vej hen, og vi aftalte at mødes på en tapas-bar til aftensmad efter mit møde med headhunteren.
Jeg tjekkede lige min Mulberry-taske og smilede, da jeg konstaterede, at jeg havde en sort top og et par store øreringe liggende i bunden. Man ved jo aldrig, hvad man kommer ud for, og så er det rart at have en backup plan.
Det var svært at finde caféen, som skulle ligge i forbindelse med en parkeringsplads ude ved strandparken. Her var ved at blive mørkt, og da jeg endelig fandt caféen ude ved vandet, var den lukket. Tilsyneladende var det et sommersted, som lukkede allerede i september.
Det virkede meget utjekket af headhunteren at foreslå det her sted, men måske vidste han ikke, at caféen var lukket. Jeg besluttede mig for at give det fem minutter, inden jeg drog videre. Her var øde som kun en strand om vinteren kan være. De eneste lyde var vinden og flyene på vej ind mod Kastrup Lufthavn.
Her var faktisk temmelig uhyggeligt, nu da jeg tænkte over det. Pludselig hørte jeg en lyd bag mig, men før jeg kunne nå at reagere, fik jeg et slag mod hovedet.  Den sidste tanke inden jeg ramte fliserne var: Bare jeg ikke smadrer mit ansigt. Da jeg kom til mig selv, blev jeg slæbt af en mand ud mod en gammel badebro som det kolde vand skyldende ind over.
Jeg kunne ikke tænke klart på grund af slaget, men da manden et kort øjeblik vendte sig mod mig, frøs mit hjerte til is. Det var Per Dollerup. Manden, som havde myrdet Nicole, og som hadede mig for at have fældet ham. Han havde ringet og udgivet sig for at være en headhunter vel vidende, at jeg aldrig ville fortælle mine arbejdskollegaer om mødet.
Faktisk var det eneste menneske, der, vidste hvor jeg var, Oliver. Da han skubbede mig ned i vandet, ramte kulden mig som en hammer, men det vækkede mig også. Han forsøgte at holde mig ned, men jeg er stærk. Meget stærk. Til sidst blev han nødt til at træde ud i vandet for bedre at kunne holde mig ned og på en eller anden måde fik mine fødder fodfæste. Mine høje hæle borede sig ned i vandet, så jeg stod godt fast. Jeg kunne se en begyndende panik i hans øjne over, at han ikke kunne drukne mig så nemt, som han vel havde troet.
Men jeg skulle ikke dø, jeg skulle mødes med Oliver. Vi kæmpede vildt og pludselig gled han. Hans tøj trak ham ned og gjorde ham tung, så begyndte jeg at trække ham længere og længere ud. Mit tøj var meget lettere, og min jakke var forsvundet. Jeg kunne ikke længere mærke kulden, og jeg har altid været en usædvanlig god svømmer. Hans dunjakke og hans jakkesæt var efterhånden som bly, og nu var det ham som kæmpede for at holde sig oppe. Da han gik ned under, rev jeg mig løs og svømmede ind mod land.

0 Kommentarer

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for kommentarer til denne artikel. TrackBack URI

Skriv en kommentar