Going Downunder

Det er snart Jul, og jeg skriver en sidste hilsen fra lufthavnen. Ja, Oliver og jeg har taget en stor beslutning sammen. Oliver har fået et helt fantastisk tilbud fra et dansk firma, som ønsker at etablere sig i Sydney Australien, og der er også et job til mig, hvis jeg vil.

 Med Olivers job hører den fedeste villa med udsigt over Sidney Harbour – et stenkast fra stranden. Vi kiggede på hinanden, og så tog vi beslutningen uden at tøve. Familien og mine venner var overraskede men forstående. Vi trænger begge to til noget nyt, og hvad kan være bedre end at rejse ud i verden med den, du elsker.

 Så kære venner og læsere, det bliver det sidste, du kommer til at høre fra mig lige nu. Jeg får alt for travlt med at etablere et nyt liv, når jeg kommer frem til Sydney. Mine venner og familie har allerede lovet at komme på besøg, så vi bliver ikke ensomme. Slet ikke, hvis det jeg tror, er rigtigt. Jeg kunne mærke det allerede efter to dage, og kald mig bare fjollet, men jeg er helt sikker på, at der er en lille på vej.

Resultatet af Olivers og min genforening i sidste uge, hvor vi ikke lige nåede at passe på. Jeg har aldrig været gladere for at glemme noget, og når jeg fortæller det til Oliver Juleaften, så håber jeg, han bliver glad. Selv håber jeg mest på, at barnet får Olivers blå øjne, for de er de smukkeste i hele verden.

Vi ses, og ha’ en rigtig glædelig jul og et fantastisk nytår.
Knus fra Izabel Camille pigen

Åh Oliver

Efter mit farlige møde i fredags ringede jeg til Oliver og græd og græd. I stedet for at mødes på en café mødtes vi hjemme hos mig, hvor han holdt om mig og var helt fantastisk.

Jeg var en smule blå i hovedet, men det var alt. Vi talte hele natten om min mareridtsagtige oplevelse og om os to. Mærkelig nok, havde jeg det ikke dårligt over, at Per Dollerup var gået under vandet og efter al sandsynlighed var druknet. Det havde været ham eller mig, og havde han sluppet væk, havde jeg skulle se mig over skulderen resten af livet Både Oliver og jeg var enige om, at jeg aldrig skulle fortælle det til nogen – det var vores hemmelighed.

Det vigtigste for mig lige nu var Oliver, og da han endelig rakte frem mod mig og kyssede mig, var det som mit hjerte fløj. Vi elskede og snakkede hele natten og var begge enige om, at vi aldrig mere skulle være fra hinanden. Og så var det Oliver fortalte mig noget meget overraskede. Jeg var ikke den eneste, som var blevet kontaktet af en headhunter.

Møde med døden

Jeg havde næsten glemt mødet med headhunteren, da han ringede omkring kl. 16.00 i fredags for at sikre sig, at jeg var på vej. Pokkers. Skyndte mig ud på toilettet og konstaterede, at skjorten og nederdelen stadig var præsentable sammen med mine lange støvler og Izabel Camille smykker.

På vej mod Amager i myldretrafikken fik jeg så den opringning, jeg havde håbet på hele dagen. Oliver. Oliver med de blå, blå øjne. Han sagde, at han ikke kunne lade være med at tænke på mig, og han havde noget, han ønskede at tale med mig om. Kunne vi mødes senere? OM, ja en million gange! Jeg forklarede, hvor jeg var på vej hen, og vi aftalte at mødes på en tapas-bar til aftensmad efter mit møde med headhunteren.
Jeg tjekkede lige min Mulberry-taske og smilede, da jeg konstaterede, at jeg havde en sort top og et par store øreringe liggende i bunden. Man ved jo aldrig, hvad man kommer ud for, og så er det rart at have en backup plan.
Det var svært at finde caféen, som skulle ligge i forbindelse med en parkeringsplads ude ved strandparken. Her var ved at blive mørkt, og da jeg endelig fandt caféen ude ved vandet, var den lukket. Tilsyneladende var det et sommersted, som lukkede allerede i september.
Det virkede meget utjekket af headhunteren at foreslå det her sted, men måske vidste han ikke, at caféen var lukket. Jeg besluttede mig for at give det fem minutter, inden jeg drog videre. Her var øde som kun en strand om vinteren kan være. De eneste lyde var vinden og flyene på vej ind mod Kastrup Lufthavn.
Her var faktisk temmelig uhyggeligt, nu da jeg tænkte over det. Pludselig hørte jeg en lyd bag mig, men før jeg kunne nå at reagere, fik jeg et slag mod hovedet.  Den sidste tanke inden jeg ramte fliserne var: Bare jeg ikke smadrer mit ansigt. Da jeg kom til mig selv, blev jeg slæbt af en mand ud mod en gammel badebro som det kolde vand skyldende ind over.
Jeg kunne ikke tænke klart på grund af slaget, men da manden et kort øjeblik vendte sig mod mig, frøs mit hjerte til is. Det var Per Dollerup. Manden, som havde myrdet Nicole, og som hadede mig for at have fældet ham. Han havde ringet og udgivet sig for at være en headhunter vel vidende, at jeg aldrig ville fortælle mine arbejdskollegaer om mødet.
Faktisk var det eneste menneske, der, vidste hvor jeg var, Oliver. Da han skubbede mig ned i vandet, ramte kulden mig som en hammer, men det vækkede mig også. Han forsøgte at holde mig ned, men jeg er stærk. Meget stærk. Til sidst blev han nødt til at træde ud i vandet for bedre at kunne holde mig ned og på en eller anden måde fik mine fødder fodfæste. Mine høje hæle borede sig ned i vandet, så jeg stod godt fast. Jeg kunne se en begyndende panik i hans øjne over, at han ikke kunne drukne mig så nemt, som han vel havde troet.
Men jeg skulle ikke dø, jeg skulle mødes med Oliver. Vi kæmpede vildt og pludselig gled han. Hans tøj trak ham ned og gjorde ham tung, så begyndte jeg at trække ham længere og længere ud. Mit tøj var meget lettere, og min jakke var forsvundet. Jeg kunne ikke længere mærke kulden, og jeg har altid været en usædvanlig god svømmer. Hans dunjakke og hans jakkesæt var efterhånden som bly, og nu var det ham som kæmpede for at holde sig oppe. Da han gik ned under, rev jeg mig løs og svømmede ind mod land.

Et kys i natten

I weekenden ringede Thomas Holt til mig for at høre, om jeg ikke havde lyst til at gå til koncert med en fantastisk ny sangerinde ved navn Molly – selvfølgelig bare på vennebasis. Først afviste jeg det, men jeg lod mig lokke, fordi jeg ikke kunne udholde tanken om en lørdag aften med mine dystre tanker – også selvom jeg allerede havde afvist flere invitationer.

I skabet faldt valget på en lækker rød silkestrik, som nærmest klæbede til min krop, men jeg kunne bære det, fordi jeg er så slank og trænet. Dertil jeans og frække røde Jimmy Choo-sko og mine Izabel Camille øreringe. Vi mødtes til et par drinks før koncerten, og vi var i højt humør, da vi troppede op til koncerten i lille Vega.

Jeg troede, det var løgn, da jeg spottede Oliver blandt tilskuerne. Var den mand alle steder? Thomas havde også set ham og spurgte om, jeg ville gå, men det afviste jeg. Jeg skulle se rigtig meget til ham fremover, så jeg kunne lige så godt begyndte at vænne mig til det.

Musikken var så fantastisk, at jeg næsten svævede, da koncerten sluttede. Thomas tilbød at køre mig hjem, men der var ikke særligt langt hjem, så jeg insisterede på at gå. Den kølige efterårsluft var lige, hvad jeg trængte til. Da jeg kom til min opgang, fik jeg et chok, da en mand pludselig trådte ud af skyggen, og et kort sekund troede jeg, det var Per Dollerup, der kom for at hævne sig, men det var Oliver. Jeg var helt paf, og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Han gik hen i mod mig og pludselig kyssede vi helt vildt. Det var fantastisk, men så rev han sig løs og sagde. ”Nej, nej. Det går ikke. Du sårer mig bare igen.”

I næste øjeblik var han væk, og jeg stod åndeløs tilbage.

En grum overraskelse

Onsdag tog jeg med en assisterende advokat Eskild Mogensen ind til det indledende retsmøde i byretten. Det var første gang, jeg skulle mødes ansigt til ansigt med revisoren Rene Roitfeldt og hans advokater. Jeg var selvfølgelig spændt, fordi det var min første store sag, hvor jeg skulle være den ledende advokat, men jeg var ikke forberedt på den grumme overraskelse, som ventede på mig inde i lokalet.

Der sad den høje, smukke kvinde, som jeg havde set Oliver sammen med på en frokostrestaurant for bare et par dage siden. Ved siden af hende sad også Oliver. Jeg var lidt fortumlet og overvejede et splitsekund, om jeg var mødt op på det forkerte tidspunkt, men jeg er altid punktlig, så det, vidste jeg, ikke var tilfældet.

Pludselig forstod jeg, at Rene Roitfeldt ikke var en mand men en kvinde, og at Oliver og hende havde haft et møde om denne sag den dag, jeg så dem. Hun havde tilsyneladende skiftet de ukendte advokater ud med byens stjerneadvokat Oliver.

 Jeg havde svært ved at fatte mit uheld. Oliver nikkede til mig, og hun smilede igen sit nedladende smil. Hun fik hårene i nakken til at rejse sig på mig. Jeg noterede mig, at hun var en anelse mere tækkelig klædt, men hun var stadig alt for nedringet for min smag.

Heldigvis så jeg selv fantastisk ud i en blå top og med de nye store øreringe fra Izabel Camille´s Cristmass collection (der kommer på gaden i starten af december) var jeg ikke til at skyde igennem. Som ventet erklærede hun sig uskyldig i alle anklager, og Oliver forklarede, at det var Sanne Sidenius manglende interesse og overblik for egne handlinger, som gjorde, at hun fejlagtigt troede sig bedraget.

Det ville blive en hård sag med en svær bevisbyrde, men jeg var så klar til kampen, at jeg næsten sydede. Ude på gangen forsøgte jeg at gå hurtigt forbi Oliver og René Roitfeldt, men han gik hurtigt efter mig og tog min hånd. Det var som at få elektrisk stød. Han virkede også meget påvirket af berøringen og fik kort sagt noget om, at den bedste mand eller kvinde måtte vinde. Det havde han helt ret i, og den kvinde var mig.

Oliver ud af fængsel – endelig!

I mandags kom Oliver ud af varetægtsfængslingen. Jeg var hamrende nervøs og havde skiftet tøj mindst fem gange, før jeg var tilfreds.
 Jeg endte i en koksgrå buksedragt fra Chloe Kira, sko som jeg havde købt på http://www.dorothyperkins.com/, taske fra Sabrina og jakken med det smarte bælte fra http://www.karenmillen.com/.
Om halsen en lang halskæde med en enkelt stjerne og øreringene formet som horn. Enkelt og effektivt og naturligvis fra Izabel Camille smykker.

Jeg ventede på ham uden for politistationen, og pludselig stod han der. En lille smule blegere, en lille smule tyndere, men det hærgede look klædte ham, og hans blå øjne glimtede. Jeg havde helt glemt, hvor høj og rank, han er. Vi holdt om hinanden i en evighed, før vi gav slip. Vi havde rigtig meget at snakke om, og han foreslog, at vi kørte et sted hen for at snakke.

Han fortalte mig, at han sagtens kunne forstå, at jeg handlede, som jeg gjorde. Hvis han havde været Nicoles morder, havde åben dialog ikke nyttet noget, og han var utrolig glad for, at jeg bagefter havde kæmpet for at komme til bunds i sagen. Vi var også begge enige om, at det var skræmmende, at politiet endnu ikke havde pågrebet Per.

Men så var det, han smed bomben. Selvom hans fornuft forstod mine handlinger, så kunne hans hjerte ikke glemme, at jeg havde tvivlet på ham. Det vidste han nu. Der var mange andre af hans venner og kollegaer, som aldrig havde været i tvivl, og derfor gjorde det ekstra ondt, når den person, han havde været allermest glad for, ikke havde troet på ham.

Tårerne fyldte mine øjne, og hans brug af datid om sine følelser for mig kimede for mine øre. Med andre ord kunne han ikke klare at fortsætte forholdet til mig. Det gjorde alt for ondt. Selvfølgelig havde jeg været bange for, at dette kunne ske. Jeg havde trods alt udleveret ham til politiet, men jeg håbede, at vores følelser for hinanden havde kunnet bære os over det. Men nej, han ville ikke mere, og det var hjerteknusende, for jeg har aldrig været mere forelsket.

Tæt på døden

Sent torsdag aften i sidste uge stod min chef Per pludselig i min dør, selvom jeg troede, jeg var alene på kontoret.

Han ville have en alvorlig snak. Mine ben rystede vildt under skrivebordet, men jeg forsøgte at bevare roen på overfladen. ”Du har undersøgt mig, og det bryder jeg mig ikke om. Slet ikke,” snerrede han. Min hjerne arbejdede på højtryk, mens jeg forsøgte at finde ud af, hvordan han havde opdaget det. Han lo: ”Du undrer dig over, at jeg ved det, men du er ikke den eneste, der holder øje med folk.
Fra det øjeblik du blev involveret med Oliver, vidste jeg, at det kun ville føre til problemer. Nicole og jeg var ved at finde sammen, men da hun opdagede, at I to havde en affære, kunne hun ikke tænke på andet end at få Oliver tilbage.
Jeg er ikke en mand, der finder mig i at blive overset.” ”Hvad er det du siger” hviskede jeg. Han kiggede på mig og gik lidt nærmere. ”Det ved du godt allerede.”  Jeg var dybt rystet.  Per stod og sagde, at han havde myrdet Nicole. ”Slog du Nicole ihjel?” ”Det var en beklagelig fejl. Jeg fulgte efter hende og så, at hun tog hjem til Oliver for at tale med ham. Da hun kom ned på vejen igen, var hun oprevet, fordi han havde afvist hende blankt, og hun fortalte mig, at jeg godt kunne glemme alt om hende. Jeg nåede ikke Oliver til sokkerne.
Før jeg vidste det, havde jeg fået trukket hende ind i bilen, og jeg fik sådan lyst til at se, hvordan hun ville se ud som den lille, så jeg tog hende med ud til en lille skov, hvor fik hende til at forstå, hvem der bestemte. Jeg fik hende til at tigge om sit liv og så blev jeg revet med.
Jeg kom til at kvæle hende. Hun lignede en grim dukke bagefter. Det var faktisk rart at være sluppet af med hende, for hun havde en form for magt over mig.
Senere den nat sneg jeg mig ind i Olivers lejlighed, jeg brugte Nicoles nøgle, og placerede kæden på badeværelset, men da den tilsyneladende ikke blev opdaget, sneg jeg mig ind igen og flyttede den. På den måde sikrede jeg mig, at Oliver også blev ramt. Du var en stor hjælp, men det er du ikke længere.”

Før jeg forstod, hvad der skete, sprang han ind over bordet og tog fat i min hals. Det var som at være med i et mareridt, man ikke kan vågne op af. Jeg kæmpede alt, hvad jeg kunne, og på en eller anden måde kom jeg fri, men han var lige i hælene. Vi løb ud i gangen, og der stod Thomas Holt pludselig. Han havde glemt nogle papirer, og han så, hvad der foregik. Per kiggede på os og vidste, at kampen var tabt og stormede ud. Vi fik ringet til politiet, men selvom de kom næsten omgående, slap Per væk. Nu var der ingen tvivl om Olivers uskyld længere.

I eftermiddag skal jeg endelig mødes med Oliver, som kommer ud af varetægtsfængslingen i dag.

Det var en dejlig dag, men………….

I går morges havde Thomas Holt og jeg et møde med den tyske modefabrikants advokat, og alting er nu helt på plads. Det er en god aftale, vi har forhandlet os frem til, og Eva W. var da også meget glad.

Jeg synes, at Thomas blev ved med at kigge på mig, men jeg forsøgte at ignorere det, for jeg ønsker ikke at involvere mig med ham ud over i arbejdsmæssig sammenhæng, selv om han bestemt er en attraktiv mand.

Vi tog alle en tur ind på Cafe Europa og fejrede aftalen med en lækker sandwich og en cafe latte. Thomas underholdte med en masse vitser og sjove historier. Han er virkelig en underholdende fyr og Eva og jeg havde nogle herlige timer.

Jeg blev i byen nogle timer og havde lige mulighed for at mødes med min veninde Sladana Lazic.
Vi mødtes for nogle år siden på et photo shoot da hun var stylist og jeg model. Hun er en ung smuk kvinde der har vildt tjek på mode, så vi kan tale mode og smykker i timevis. Sladana har arbejdet på diverse modemagasiner men har nu lavet sin egen modeblog, som hedder www.modebloggen.dk. Her giver hun gode tips til mode og trends.
Lige nu elsker hun toppe, kjoler og jakker med skulderpuder og dramatiske skuldre. Hun er også vild med store smykker og smykker i utraditionelle og kreative designs som f.eks. nr. 1023g/hornene fra Izabel Camille smykker. 
 

www.modebloggen.dk

Vi nåede at vandre gennem midtbyen og fandt nogle lækre jakker og en rigtig flot kjole fra Stine Goya med de rigtige skuldre.

Jeg skyndte mig tilbage til kontoret for klokken var blevet mange. Jeg havde en ny sag jeg skulle forberede mig på, for vi havde møde med klienten her i dag.
Det er en meget berømt dansk skuespillerinde, som er blevet snydt af sin revisor, men det bliver en svær men også spændende sag at bevise, for han har tilsyneladende forfalsket hendes underskift, så det ser ud som om, hun har accepteret hans disponeringer.
Hmm. Trods alt bliver det svært for ham at bortforklare, hvor 15 millioner af hendes formue er forsvundet hen under hans administration. 

Det var blevet sent, og jeg var alene på kontoret. Troede jeg. Pludselig stod Per i døren og kiggede på mig. ”Jeg hører, at du er blevet meget nysgerrig på det sidste?” Jeg kiggede uforstående på ham. Så lukkede han døren bag sig, smilede og sagde. ”Vi to skal vist have en alvorlig snak.”…………..

På jagt efter Nicole

I weekenden tog jeg ud og sejle med nogle gamle venner fra sejlklubben. Det var godt nok ikke særlig godt vejr, men selskabet var fantastisk. Det var et stykke tid siden, vi havde været sammen, men vi mindes vores fælles tid som børn og teenager i sejlklubben, før jeg fik for travlt med mit studie og modeljob.

Jeg var i herligt humør, men jeg måtte meget snart tage stilling til, om jeg troede på ekskonens beskrivelse af Per. Talte hun sandt, var det en farlig mand, jeg havde tæt på mig, som nemt kunne have fået Oliver i problemer med mig som nyttig idiot.

Jeg besluttede mig for at tage ud til Nicoles forældre i går mandag for at grave dybere. De virkede meget overraskede over at se mig, men jeg fortalte dem, at der var nogen ting omkring Nicoles død og Olivers anholdelse, som undrede mig. De virkede lettede. Tilsyneladende mente de også, at det var helt uforståeligt, at Oliver skulle have dræbt Nicole.
Moderen fortalte, at de havde været overraskede over bruddet, og næsten endnu mere overraskede, da Nicole skiftede stilling fra det højt ansete advokatfirma til en stilling i vores noget mindre anerkendte. ”Men han blev jo ved og ved med at kontakte hende”, forklarede moderen. ”Han ville bare ansætte hende, og til sidst lovede han hende en helt vanvittig høj løn med mulighed for partnerskab inden for kort tid.
Det var så godt et tilbud, at hun ikke kunne sige nej.” Jeg var overrasket. ”Bemærkede i, at Per Dollerup var meget interesseret i Nicole?” Moderen nikkede. ”Hun sagde ikke noget, men jeg havde bestemt på fornemmelse, at han ville noget mere. Han ringede konstant til hende, når hun var herude. Men Nicole ville ikke noget med ham, for hun håbede stadig på, at det engang blev hende og Oliver igen. Altså så snart han blev færdig med den lille romance han havde gang i med en anden kvinde, som han var faldet for.”

Jeg skyndte mig at afslutte mødet, før Nicoles forældre fandt ud af hvem, jeg var, udover en bekymret kollega. Til gengæld tegnede der sig efterhånden et helt andet billede af Per. Jeg havde troet, at Oliver var kommet ud i går, men der er åbenbart nye beviser, for han fik forlænget sin varetægtsfængsling.

Jeg må se at finde nogle afgørende beviser, så jeg kan få Oliver ud igen.

En farlig mand!

Det var noget rystet, at jeg kom hjem fra mødet med Luna i mandags. Min chefs ekskone, som nu havde skiftet navn for at undgå, at han fandt hende igen.
Hun havde fortalt mig om deres syge forhold: ”Allerede efter vi havde kendt hinanden kort tid, begyndte han at ville kontrollere alt, jeg foretog mig, havde hun sagt. Jeg var svag og forelsket, og jeg bøjede af, og det betød, at jeg efterhånden mistede kontakt til min familie og mine venner.
Senere begyndte han at kontrollere mig endnu mere. Jeg måtte efterhånden kun foretage mig noget, hvis han havde godkendt det. Hvis jeg ikke gjorde, som han sagde, blev han iskold og kunne finde på at spærre mig inde i dagevis. I vores sidste tid sammen truede han med at slå mig ihjel, hvis jeg nogensinde gik fra ham. Jeg var ikke i tvivl om, han mente det.”

Hun havde alligevel taget chancen og havde valgt at flytte fra ham en dag, han var på forretningsrejse, og da han efterfølgende begyndte at følge efter hende på alle tider af døgnet, havde hun skiftet navn og flyttet. Til sidst gav han op og flyttede til udlandet. Måske var hans syge behov for at kontrollere vågnet igen på grund af Nicoles slående lighed med ekskonen?

Det er svært at gå på arbejde i disse dage, når jeg kan møde Per hvert øjeblik, men jeg har tvunget mig selv til det. Det hjælper lidt på humøret at kunne tage lækkert tøj på fra www.agusta.dk, onlineforhandler af lækkert tøj og smykker. Jeg har valgt et par leggings fra Staff nü, cardigan fra Whiite og søde øreringe fra Izabel Camille smykker. Jeg kunne se at mine leggings var løsere end sidst jeg havde dem på og konstaterede, at jeg havde tabt tre kilo de sidste uger – sikkert grundet alle mine bekymringer.

Udadtil på arbejdet virker jeg glad som jeg plejer, og der er ingen, som vil tro, at jeg jonglerer med store bolde p.t.
På mandag bliver Olivers varetægtsfængsling formentlig ophævet, og det ville være rart med nogle svar inden jeg skal møde ham. Hvis jeg skal møde ham?

I morgen aften har jeg en date med en veninde, som jeg ikke har set i flere måneder. Hun har indspillet en film i Hollywood og jeg håber det kan få mine tanker over på noget andet.

En snak med ekskonen

I går eftermiddags tog jeg op til Helsingør for at tale med min chef Per Dollerups ekskone. Engang hed hun Malene Dollerup, men nu kalder hun sig Luna Larsen. Det var privatdetektiven Svend, som havde fundet frem til hendes adresse. Hvordan det var lykkes ham, var det nok bedre ikke at spørge om.
Hendes hus var et ganske almindeligt parcelhus. Den slags, man ikke kan se forskel på, med mindre man kan læse husnummeret. Jeg sad et stykke tid i bilen og tog mig sammen, før jeg steg ud og gik over og ringede på døren.
Det var hende, som lukkede op. Hun lignede ikke længere Nicole. Hun var klippet helt kort, og det mørke hår var farvet meget rødt. Desuden bar hun briller. Det var svært at se, at det var den samme kvinde som på fotoet, Svend havde givet mig. ”Malene?” spurgte jeg. Hendes voldsomme reaktion gjorde mig helt sikker på, at jeg havde fat i den rigtige. ”Jeg vil meget gerne tale med dig om din eksmand. Han er muligvis involveret i en alvorlig sag.” Hun så meget nervøs ud, men hun var heller ikke helt afvisende. ”Han aner ikke, at jeg har fundet frem til dig” sagde jeg. Det afgjorde sagen, og hun lukkede mig ind.

Stuen var lige så BIVA-anonym som huset. ”Jeg hedder ikke Malene mere. Nu hedder jeg Luna”, sagde hun stille.” Jeg nikkede. ”Det er lidt svært at sige det her, men sagen er den, at jeg tror, at Per har haft en unaturlig stor interesse i en kvinde ved navn Nicole, som nu er død. Hun blev myrdet. Jeg står i midten af det hele, fordi en tæt bekendt er varetægtsfængslet i sagen, men jeg har svært ved at se logikken i det hele, og så er det, at jeg så et billede af dig.

Den dræbte kvinder ligner dig på en prik – altså som du så ud dengang, du var gift med Per. Hvad skete der egentlig med Jer to?” Hun kiggede på mig for første gang med liv i blikket. ”Hvis du spørger mig, om Per er i stand til at slå ihjel, så er svaret ja. Hvis han nogen sinde finder mig igen, er jeg ikke i tvivl om, at han slår mig ihjel. Manden er bindegal.” Jeg kiggede chokeret på hende. Var det virkelig Per, hun talte om?

Nicoles dobbeltgænger

Det var virkelig pinligt i mandags, da min chef kom ind på mit kontor netop, som jeg var ved at læse Svends undersøgelse af ham. Heldigvis nåede jeg at svare Ella W. og herefter langsomt lukke mappen som om det hele var helt almindeligt, selvom mit hjerte bankede voldsomt under min figursyede Dolce & Gabbana-skjorte.

”Mødet starter nu”, svarede Per, og jeg blev nødt til at lægge mappen fra mig og gå ind til det ugentlige planlægningsmøde. Det var først, da jeg kom hjem til min lejlighed, at jeg fandt mappen frem igen og begyndte at læse resten.

Per var uddannet advokat fra Københavns universitet og havde arbejdet nogle år hos et mellemstort advokatfirma med rimelige resultater. Nogle år efter sin skilsmisse havde han pakket sine kufferter og var rejst til England, hvor han i en årrække havde rådgivet danske virksomheder om forskellene mellem dansk og engelsk lovgivningen. Det var først da han fik tilbudt stillingen som partner og daglig leder af vores advokatfirma, at han var kommet hjem igen.

Det var tre år siden. Der lå en række fotos og kopier af avisartikler i mappe, og jeg bladrede dem igennem. Pludselig fangede mine øjne et smil og to kolde øjne. Nicole? Nej, det var ikke Nicole, men det var en kvinde, som lignede hende til forveksling. Jeg vendte fotoet om: Malene og Per Dollerup stod der. Kvinden var Pers ekskone, og hun kunne være Nicoles dobbeltgænger.

Det her var ved at blive uhyggeligt. Jeg måtte have fat i Svend igen, og så måtte jeg tale med Pers ekskone. Jeg havde på fornemmelsen, at hun var nøglen til det hele. Jeg ringede til Svend i går onsdag, og han lovede at gøre alt for at opstøve adressen. ”Men det er en kvinde, som tydeligvis ikke ønsker at blive fundet, så det kan komme til at tage tid.”

Min bror, Sebastianf fra London ringede i går aftes og spurgte om jeg havde lyst og mulighed for at tage med ham til Cypern i efterårsferien. Hans kæreste havde fået nogle uventede arbejdsopgaver med en deadline der gjorde, at hun ikke kunne tage af sted. Det var lige hvad jeg havde brug for, at komme væk fra Per og slappe af i dejlige og varme omgivelser på et luksushotel på Cypern.

En mappe med afslørende indhold!

Tilbragte lørdagen med Sabrina og Sara, som jeg opdaterede om Oliver. De var rystede og lige så meget i tvivl som mig om, hvad der egentlig var op og ned i sagen. Vi aftalte at tage en pause fra alvoren og tog i stedet til City for at slentre rundt i de små stræder og finde spændende butikker.

Senere fredag nat tog vi på Karel van Mander i Lille Kongensgade. Til lejligheden havde jeg fundet en kjole og vest fra Topshop, pumps fra Balmain og smykker fra Izabel Camille. Vi havde en sjov nat med masser af dans og for mange Mojitos, så lørdag formiddag blev tilbragt i sengen.

Da jeg var kommet mig op ad dagen tog jeg hjem til mine forældre, hvor jeg overnattede. Min lillebror var taget tilbage til London, så min mor og jeg løb en tur søndag morgen. Hun løb næsten fra mig, så det var ingen grund til at tage hensyn til hendes alder.

Jeg har ikke hørt fra Oliver, da han sidder isoleret så længe efterforskningen stadig pågår. Han må have det frygteligt, og jeg tænker på ham konstant. Det må have været sådan et chok for ham at opleve, hvordan det er at være den, som har brug for en advokat.

Tvivlen ulmer i mig, og jeg sad på nåle hele mandagen og ventede på Svends opringning. Den kom først efter frokost, men vi aftalte at mødes i Kongens Have med det samme. Han så lige så frygtelig ud som sidst, men han havde et lille smil på læben. Det smil kendte jeg, og jeg vidste, at det betød, at han havde fundet noget. Han rakte mig en sort diskret mappe. ”Min regning ligger forrest.” Jeg nikkede og skyndte mig tilbage til kontoret for at læse indholdet nærmere.

Inde på kontoret bad jeg receptionisten holde mine samtaler, lukkede døren og begyndte at læse. Per Dollerup var 48 år gammel. Han var fraskilt og havde ingen børn. Hans ægteskab havde varet i 3 år, hvorefter konen havde søgt om skilsmisse. Hun have efterfølgende anmeldt ham tre gange for at trænge ind på hendes bopæl, men det var aldrig resulteret i en reel anklage. Hendes nuværende bopæl var p.t. ukendt.

”Hvad arbejder du på?” Jeg kiggede chokeret op på min chef Per, som var kommet ind ad, døren uden jeg havde hørt det. Øhhhh… Hvad skulle jeg svare manden?

En privatdetektiv er i gang!

Jeg havde arbejdet sammen med min chef Per det sidste år, men hvor meget vidste jeg om ham? Ingenting. Forsigtigt spurgte jeg mine kollegaer ud, om Per havde en kone, og om hvor han havde arbejdet før?
Tilsyneladende vidste ingen noget som helst om manden. Ikke engang receptionisten vidste noget. Jeg blev nødt til at få fat på en gammel bekendt, som kunne hjælpe mig med at grave nogle ting frem.

Vi aftalte at mødes i Kongens Have efter frokost, og der troppede jeg op i mit beige jakkesæt fra Boss, støvler fra Prada og en top fra Whiite og selvfølge Izabel Camille smykker for at mødes med en mand, som lignede en flaskesamler. Vi må have lignet det mest underlige par.

Manden, jeg mødtes med, kendte jeg kun som Svend. Han havde vist engang været politimand, men ingen vidste det med sikkerhed. I mange år havde han været min fars trofaste privatdetektiv, noget de færreste tror, eksisterer i Danmark. Men det gør det. Jeg havde ingen ide om, hvordan han fik sine oplysninger, men han var god og dyr. Faktisk så dyr, at hans lusede udseende var helt uforståeligt.

Solen skinnede og slottet lå flot og majestætisk. Jeg trippede forsigtigt af sted i græsset for ikke at synke helt ned med mine hæle, og han vadede derudad i sine nedslidte brune sko samtidig med, at jeg fik fortalt ham, at jeg ønskede oplysninger om Per Dollerup. ”Du kan få noget mandag”, var det eneste han sagde ud over et par få skarpe spørgsmål om Per. Hvis der var noget at finde, så skulle Svend nok opdage det.

Hjemme på kontoret kom Thomas Holt ind på mit kontor. Han lukkede døren bag sig. ”Jeg er ked af, hvis vi har fået en dårlig start på vores samarbejde. Det var meget mod mit ønske, at Per overdragede Ella W. til mig, men jeg håber, vi kan arbejde sammen på sagen på lige fod?” Jeg smilede og nikkede.

Måske var manden alligevel ikke så tosset.

Så tager jeg kontrol

I går mandag klædte jeg mig på til kamp. Jeg havde aftalt et møde med den ledende politimand allerede kl. 8.30, så jeg kunne nå mødet, inden jeg mødte på kontoret. Jeg fik en rædselsfuld kop kaffe og blev vist ind i et sterilt mødelokale. Jeg lagde ud med at forklare, at jeg godt vidste, at det var mine egne oplysninger, som havde ført til Olivers varetægtsfængsling, men at der var nogle ting, som undrede mig.

Eksempelvis havde politiet allerede gennemsøgt hans bolig en gang tidligere uden at finde kæden. Var det så ikke lidt mærkeligt, at den pludselig dukkede op? Og hvad med manden, som Nicole havde talt med uden for Olivers ejendom, som hans underbo havde set? Havde han mon ikke identificeret manden, hvis det var Oliver han så stort set dagligt?
Kurt Vestergaard, som politimanden hed, lyttede interesseret, men rystede så på hovedet. Han mente, det var meget muligt, at kæden var blevet overset under den første ransagning, og det havde været temmelig mørkt, da Nicole forlod bygningen. De havde ikke mistænkt Oliver før, fordi han ikke havde noget motiv, men nu havde jeg jo givet dem et brev, som pludselig ændrede sagen, da det gav Oliver et motiv.

Med andre ord fik jeg intet ud af mødet andet en frygtelig fornemmelse af, at det var den forkerte mand, jeg havde hjulpet med at fængsle. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne have handlet anderledes, end jeg havde gjort. Det ville have været forkert at tilbageholde beviser for politiet, men jeg følte mig pludselig som en brik i et spil, og det var ikke mig, der rykkede brikkerne, og hvis der er noget jeg ikke bryder mig om, så er det, at andre styrer mig.

Nu var det på tide, at jeg gav min egen chef lidt opmærksomhed. Det var på tide at tage kontrol.

-✿ VIP-Lounge ✿-

Sidst på dagen tog jeg forbi min veninde Sanne Kiilerich. Sanne startede sit tøjfirma i 2002. Hun elsker klare og stærke farver og er utrolig dygtig til at lave grafiske mønster i super flotte farver og former.
Kiilerich laver lækkert kvalitetstøj til rimelige priser – check Sanne’s website www.kiilerich.co.uk og se hvor hendes tøj forhandles i Danmark.

Den sande morder…

Siden mødet med Olivers advokat har jeg læst Olivers brev mindst 100 gange. Var der noget om snakken? Virkede det ikke ulogisk, at en mand som Oliver ville være dum nok til at lade den kæde ligge og flyde, når han nemt kunne skaffe den af vejen.

Jeg skyldte ham at prøve at finde et svar, men hvor skulle jeg starte. Jeg vidste det godt. Nicole måtte have haft et forhold til en anden mand. En mand, som kendte til hendes liv. En mand, hun stolede så meget på, at hun tilsyneladende var gået med ham uden kamp. Men Nicole havde virket så optaget af Oliver, at det virkede underligt, hvis hun havde en anden.

Pludselig dukkede en tanke op i mit hoved. Måske havde Nicole ikke været interesseret i en anden mand, men der var en mand, som havde været meget interesseret i Nicole. En mand, som havde bedt mig undersøge hendes forhold. Måske var det ikke fordi, han frygtede hun lækkede informationer til modpartens advokater, måske var det alene fordi han havde en usund interesse i hende.

Manden var min chef. Hvis det var sandt, at han var den reelle morder, så var jeg oppe mod en formidabel modstander. Det bankede på døren. Det var Per, min chef. Har du glemt, vi har møde nu?

Jeg kiggede op og for første gang så jeg på ham med helt andre øjne. Var dette Nicoles morder? Havde jeg hjulpet ham med at få Oliver i fedtefadet?

Vil du hjælpe mig?

Jeg var faktisk temmelig nervøs, da jeg gik til mødet med Olivers advokat.

Jeg stod længe foran mit tøjskab og endte med at vælge det sikre, businesslooket – et midnight blue miniskirt og en sort blazer med bælte for at fremhæve taljen, begge fra Topshop, skoene er fra min veninde Menush Rasoulinia.

Han ville gerne mødes et anonymt sted, så han foreslog en bodega på Amager, og jeg vidste omgående hvorfor. Der var ikke et øje, og sandsynligheden for at nogen ville se os her, var meget lille.

Olivers advokat sad allerede ved et bord og ventede, da jeg kom ind. Han var en lille skaldet mand, men hans øjne var klare og observerende, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at der bag det neutrale ydre gemte sig en skarp hjerne.

Han hilste kort på mig, så rakte han mig et brev. ”Det er fra Oliver.” Så rejste han sig op, betalte og gik uden at sige mere. Jeg sad og kiggede på brevet. Hvad mon der stod? Var det fuld af bebrejdelser?
Jeg tog det tøvende op og åbnede det så med rystende hænder. Der stod:

Kære skat.
Jeg har tænkt og tænkt, og jeg er kommet frem til, at jeg intet har at bebrejde dig. Du har gjort det rigtige. Selvfølgelig skal du fortælle politiet, at du har fundet den kæde, og naturligvis skal du overgive det brev til politiet. Jeg vil ikke engang brokke mig over, at du har læst et af mine personlige breve. Nicole var meget bitter over, at jeg brød vores forlovelse og hun sendte mig nogen vanvittige breve fuld af vilde beskyldninger, der ingen bund havde i virkeligheden.
 Jeg troede, jeg havde fjernet dem, men du havde åbenbart fundet det før, jeg nåede det. Det er lige meget. Brevet betyder ikke noget. Det, som betyder noget, er kæden. Jeg ved med sikkerhed, at det ikke er mig, som har revet den af Nicole. Jeg ved med sikkerhed, at det ikke er mig, som har flyttet den fra badeværelset til køkkenet. Det store spørgsmål er, hvem har så? Med al respekt havde jeg da skaffet mig af med kæden, hvis det var mig. Spørg dig selv, HVORFOR, jeg dog ville lade den ligge i lejligheden? Hvem er det, som prøver at fælde mig? Det kan kun være Nicoles rigtige morder, og jeg beder dig hjælpe mig med at finde ud af hvem det er. Men pas på, det må være et beregnende og iskoldt menneske, for det er en både klog og farlig plan, han har lagt.
Vil du hjælpe mig?

En mand bag tremmer!

Efter en weekend helt nede i kulkælderen og en sygemelding mandag var jeg i Tivoli tirsdags med en gammel studiekammerat. Vi så Alvin Ailey American Dance Theater, hvilket bestemt var en opmuntring og dejligt at se Johanne igen, vi endte på Cafe Ketchup til en kold øl, og fik snakket om gamle dage.

Tirsdag samlede jeg mig selv op og gik på arbejdet i går onsdag i en cremefarvet silkekjole, som overhovedet ikke afspejlede mit kulsorte humør. Som om det hele ikke var slemt nok, så bad min chef mig om at komme ind på sit kontor, hvor han fortalte mig, at Thomas Holt nu var den ansvarlige advokat på Ella W. sagen, men at jeg naturligvis var bisidder, og at jeg helt sikkert kunne lære meget af Thomas. Jeg tvang mig til at nikke, selvom jeg inderst inde brændte af harme.

Da jeg næsten var ude af døren, sagde han, at der lige var en ting mere, han gerne ville oplyse mig om. ”Der er nu en mistænkt i Nicoles sag, og det er tilsyneladende hendes ekskæreste. Han er blevet varetægtsfængslet i 2 uger, men politiet skulle have nogle rigtige gode beviser.” Det eneste, jeg kunne sige, var: ”Åh, det var da godt.” Min chef nikkede: ”De har vist nogle rigtige gode beviser mod ham. Du har måske også hørt noget?” Jeg rystede bare på hovedet og gik ud af kontoret.

Min far ringede for at muntre mig op og for at fortælle mig, at jeg havde gjort det rigtige.” Jeg vidste, han havde ret men hvorfor føltes det så forkert.  I morges blev jeg så ringet op af en advokat, som præsenterede sig som Olivers advokat. Han havde noget, han gerne ville diskutere med mig, om jeg havde tid til at møde ham i morgen fredag. Det var vigtigt.

Nu havde jeg stort set på egen hånd fået sat manden bag tremme, det manglede bare, at jeg hørte på hans advokat. Men hvad ville han mon diskutere med mig?

Mor ved bedst

Når tingene bliver for svære, er der kun et sted, som er godt nok, og det er hjemme hos mor og far. Så jeg tog derhjem i mandags.

Min mor vidste med det samme, at der var noget galt, men hun kender mig godt nok til ikke at presse på. Hun synes, naturligvis, at jeg var alt for tynd, men til gengæld var hun vild med min nye sorte top og haremsbukser fra Topshop, mine Izabel Camille øreringe og de sorte sandaler jeg havde købt på bunnyhug.co.uk.

 
 
Da vi sad over kaffen, kunne jeg endelig lette mit hjerte. Jeg fortalte, at jeg havde fundet den kæde som Nicoles, Olivers ekskæreste, havde haft på, den dag hun døde. Og at jeg havde fundet den hjemme hos Oliver. Min mor var tænksom et øjeblik, så sagde hun. ”Du tror åbenbart ikke, at det er tilfældigt den ligger der?” Og så måtte jeg indrømme, at jeg var bange for, at Oliver havde noget med Nicoles død at gøre, fordi hun havde beskyldt ham for at fuske med sin første store sag.
Det var en smule pinligt, da jeg forklarede, at jeg kendte til Nicoles beskyldninger, fordi jeg havde snuset i nogle gamle breve, men jeg kunne se, at min mor ikke mente det var tiden til at kommentere min opførsel. ”Der er kun en ting du kan gøre”, sagde hun. Du må gå til politiet, og så må du fortælle Oliver det bagefter. Det er det eneste rigtige. Du kan ikke længere holde på den viden. Det skylder du Nicoles forældre.”

Jeg nikkede og vidste godt, hun havde ret. For pokker, sikken noget rod.  Hvis jeg tog fejl, ville Oliver sikkert aldrig tilgive mig, men hvis jeg havde ret, så var jeg kæreste med en morder, og det var alligevel den værste mulighed.

Jeg finder Nicoles kæde

Oliver kom hjem fra sin forretningsrejse lørdag morgen. Jeg hentede ham i lufthavnen, og jeg var glad for, at jeg havde lånt en utrolig sød kjole fra Stella McCartney, super flotte stiletter fra Wild Diva Jelena og mine øreringe fra Izabel Camille smykker, for vi skulle til en stor fest lørdag aften.
 
Oliver var glad for at se mig, og jeg må indrømme, at jeg også havde savnet ham. Han så fantastisk ud, og hans blå øjne glimtede mere end nogensinde. Vi havde en fantastisk dag, og jeg glemte helt mine bekymringer om, han var involveret i Nicoles død. Jeg fortalte ham om min nye rædsel af en kollega, og det viste sig, at Oliver udmærket kendte ham. Han er åbenbart lidt af et ”navn” i branchen, selvom han også var berygtet for sine utraditionelle metoder. Pokkers, han var en stærkere konkurrent til mig på jobbet, end jeg havde frygtet. 

Lørdag aften kl. 18.00 var vi inviteret til en fed fest hos nogle af mine venner Adelaide og Michael, som fejrede, at de havde købt en kæmpe herskabslejlighed på Østerbro. Jeg følge mig rigtig godt tilpas i min kjole og mindst 5 piger spurgte, hvor jeg havde mine øreringe fra, og de var ved at falde bagover, da jeg fortalte dem, hvor god prisen var. Ja, det betaler sig at kende de rigtige mærker.
Klokken var fem, før vi kom hjem til Oliver, men selv om vi var kommet sent hjem, fik jeg løbet en dejlig tur rundt om søerne søndag formiddag. Oliver tog af sted klokken 14, fordi han havde en tennisaftale, og jeg lovede, at jeg ville lave mad til han kom hjem.
Og så var det jeg fandt den. Halskæden. Den, som Nicole havde haft på, før hun døde. Den, som havde ligget itureven på badeværelsegulvet, og som siden var forsvundet. Den lå i en lille glaskrukke ved siden af saltet fra Læsø, og den var næsten usynlig. Men jeg var ikke et sekund i tvivl.

Det var Nicoles kæde.